H. C. ØRSTED
Hans Christian Ørsted var født d. 14. august 1777 i Rudkøbing og døde d. 9. marts 1851. Han var en fysiker, kemiker og farmaceut. Han udgav flere naturfilosofiske afhandlinger. Han siges, at det var ham der opdagede elektromagnetismen, hvilket skete i 1820.
Sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme var dog allerede påvist i 1802 af Romagnosi, men dette var stort set ukendt i videnskabskredse. Ørsteds opdagelse blev derimod straks anerkendt i videnskabsverdenen, og andre arbejdede videre med opdagelsen, blandt andet Faraday, der opdagede induktionen, mens Maxwell i 1873 formulerede en endegyldig teori om elektromagnetismen.
I foråret 1794 tog H.C. Ørsted til København, hvor han samme år bestod studentereksamen og året efter de akademiske adgangseksaminer med udmærkelse.
H.C. Ørsted koncentrerede sig fra nu af om filosofi, poesi og naturvidenskaberne og her primært om kemien, som han gjorde til sit hovedfag.
Det romantiske elektromagnetisme-ideen
I 1820 opdagede H. C. Ørsted en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme, en opdagelse han blev verdensberømt for. Ørsted var kraftigt inspireret af den romantiske naturfilosofi, der ser alle dele af naturen gennemstrømmet af en og samme guddommelige kraft. Ørsted ledte efter noget dybere end naturvidenskabelige fremskidt.
De gennemgående temaer i H. C. Ørsteds liv var spændingsfeltet mellem kunst og videnskab, mellem ånd og natur. Hans opdagelse af elektromagnetismen bekræftede påstanden om naturen som en organisk sammenhængende enhed. Han mente, at en videnskabelig indsigt i universet vil øge menneskers skønhedssans og forstærke følelsen af religiøs respekt. Han udgav essensen af hans livsfilosofi i værket ”Ånden i Naturen”, hvor der bl.a. står: ”Videnskab, kunst og moral giver indsigt i det sande, det skønne og det gode og fører derved, hver på sin måde, til erkendelse af Gud.”