OM
"”Det gode, det sande og det skønne.”
Romantikken er en periode der var domineret af litteratur, musik og kunst, perioden strækker sig fra 1800-1850. Overgangen fra oplysningstidens rationalisme til romantikkens følelsesladede og idealistiske digtning er udtryk for en markant litterær ændring. Litteraturen skifter fokus fra videnskab og fornuft til digterisk fri form, følelse og romantik. Romantikken ses som en tid, hvor litteraturen var abstrakt og følelsesladet.
Det var tiden hvor originalitet, det rene, det ægte og det autentiske styrede litteraturen. Kunstnerne i perioden sås som enere, det unikke geni, der skiller sig ud fra massen. Sammensmeltningen mellem kærlighed og naturen spillede også en stor rolle i romantikken. Idealerne i Romantikken lyder som følgende: ”Det gode, det sande og det skønne”. I perioden romantikken udtrykkes både længsel efter harmoni. Individualismen trænger sig frem, men denne frigørelse opleves samtidig som isolation. Romantikken var også tiden, hvor kærlighed til fædrelandet blev skabt.
"Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal."
"Der er et Yndigt land", Adam Oehlenschläger, 1819.
"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!"
"Danmark, mit Fædreland", H. C. Andersen, 1850.
Centrale begreber indenfor romantikken:
Universalromantik, alt er dybest set ét og alt hænger sammen. I universalromantikken mente man, at natur, kunst, videnskab og historie hang sammen som en organisk helhed, der var gennemstrømmet af den samme ånd.
Monisme, opfattes alt også som ét. Der findes en enhed mellem det hele og verdenen kan ikke deles op i to. Monismen er det modsatte af dualismen.
Panteisme er også en opfattelse af en sammenhængende enhed dog er denne måde at se verden på, mere religiøs. Ifølge panteisme er Gud i og gennemstrømmer alt.
Nyplatonisme, en ide om at verden er delt i et åndeligt og jordisk rige. Nyplatonismen bygger på den græske filosof Platons tanker. Her skelnes der mellem ideernes og fænomenernes verden. Nyplatonismen indebærer en tanke om, at de to verdener ikke lader sig forene. Dette gør, at mennesket føler sig splittet, og at kroppen kommer til at tilhører fænomenernes verden, modsat sjælen der kommer til at tilhøre ideernes verden. Det er denne spaltning, som kan behandles og tematiseres i litteraturen fra romantikken.
Nationalromantik, er kærlighed til vores fædreland, det forenede romantikkens indfølende dyrkelse af naturen og middelalderhistorien med de nationale strømninger i tiden.
I Danmark blev bl.a. Grundtvigs tanker om genskabelse af den nordiske folkeånd inspiration for en ny kunst og litteratur. Man forsøgte at skabe en national følelse og oprejsning efter de hårde tider for Danmark.
Idealisme, det at tro på og stræbe efter at virkeliggøre sine idealer uanset om det er realistisk eller ej.
Guldaldertanken, er dyrkning af fortiden og henvisning til landets storhed i vikingetiden og middelalderen. Det er søgen efter “paradis-tilstanden” og at genskabe storhedstiden i kunst.
Dualisme, er en opfattelse, der bygger på at tilværelsen består af modsætninger, der ikke kan forenes som mellem positiv og negativ. Her mener man, at disse modsætninger ikke kan mødes og gå op i en højere endhed. Fx i den dualistiske verdensopfattelse, mener man at verdenen er spaltet og delt i to, hvor disse to ikke kan forenes.
Vigtige årstal og begivenheder
Slaget på reden (1801)
Slaget på Reden var et søslag mellem den britiske og danske flåde i 1801. Slaget på Reden var en konsekvens af, at Danmark var allierede med Sverige og Rusland, som England følte sig truet af. Englænderne krævede, at Danmark trådte ud af det væbnede neutralitetsforbund med Rusland, men det ville Frederik d. 6 ikke gå med til.
Angrebet skete d. 2. april 1801 ved Københavns Red, som var havn for den danske flåde. I over 4 timer kæmpede danske søfolk mod briterne, hvor hundredvis af danskere og briter var dræbt. Af de 18 skibe fra dansk side, var tre sluppet i havn, to var blevet sænket, et brændt og tolv erobret af briterne. Efter de 4 timers kamp havde briterne overtaget og tvang kronprins Frederik til at indgå våbenhvile og forhandle.
Englandskrigene (Københavns bombardement) (1807)
I 1807 sluttede Rusland og Frankrig forbund med hinanden. De krævede, at al handel med England skulle forbydes. England frygtede, at Danmark ville sige ja, og at den danske flåde skulle falde i Napoleons hænder. Danmark havde dengang en af Europas største krigsflåder, og briterne ville ikke have, at de danske skibe leverede forsyninger til deres fjender. Englænderne efterstræbte, at den norsk-danske flåde skulle udleveres til England.
Englænderne satte et uventet angreb ind på København. Brandbomber fløj indover byen og satte store dele af indre byen i brand. 1600 civile danskere blev dræbt, 30.000 af byens beboere flygtede fra bomberegnen til Christianshavn og Amager. Efter fire dages bombardement overgav byen sig, og Danmark måtte udlevere sin flåde til englænderne og med den forsvandt både Danmarks militære styrke og den indbringende handel. Landets stolthed sejles ydmygende bort under fremmede flag.
Statsbankerotten (1813)
I 1813 gik den danske stat bankerot. Danskerne var havnet i en alvorlig penge- og finanspolitisk situation, pga. store militærudgifter og svigtende toldindtægter under Englandskrigene. Flåden var tabt, mange handelsskibe var væk og København var bombarderet. For at finansiere krigene mod England havde den danske stat ladet sig trykke pengesedler ukontrolleret, der førte til, at pengesedlerne fik mindre og mindre værdi, og til sidst var de næsten ingenting værd. Den daværende valuta, kurantdaleren, var faldet til kun 6% af dens pålydende værdi i sølv. Der opstod store underskud på statens finanser, der skabte en kraftig inflation.
I 1813 gennemførte den danske stat en ny pengereform, som blev kaldt ”statsbankerotten”, selvom der ikke var tale om fallit. Pengereformen skulle genoprette tilliden til pengene, og skulle forsøge at standse inflationen. Staten oprettede en ny bank, Rigsbanken, der gav en ny valuta, rigsbankdaleren, som skulle erstatte kurantdaleren. Det lykkedes først i 1820’erne at få et overskud på statsfinanserne efter kraftige statslige besparelser.
Tabet af Norge (1814)
Efter Københavns bombning i 1807 sluttede danskerne sig til Napoleon, der var i krig med Sverige på dette tidspunkt. Sverige gik derfor målbevidst mod Norge i 1808 i en kort krig, men Norge formåede at holde stand imod. Sverige havde som mål at indlemme Norge i et Storsverige.
Ved Napoleons fald i 1814 måtte Danmark acceptere sejrherrernes fredsbetingelser og afstå Norge til Sverige. Hermed endte mere end 450 års rigsfællesskab mellem Danmark og Norge. Samme år fik Norge sin egen moderne, fremsynede grundlov, som de fik lov til at beholde, selvom landet blev tvunget i union med Sverige.
Grundloven (1849)
Efter den franske revolution i 1789 kom enevælden under pres. I Frankrig ville folket ikke længere finde sig i, at kongen bestemte. De ville have indflydelse, og det endte med en revolution. I Danmark ønskede folket også indflydelse på landets styre. Op gennem 1840’erne voksede kravet om en fri forfatning, hvor folket havde magten. Christian 8. kunne se, at det var nødvendigt med en fri forfatning, hvis han skulle forblive på tronen, men han døde i 1848, så hans søn, Frederik 7., fik lov til at give befolkningen en ny forfatning.
Målet med grundloven var, at give frihed og lighed til alle, og som i al fremtid forhindrede, at én mand kunne tage magten alene. Danmark fik et parlament, Rigsdagen, bestående af to kamre: Folketinget og Landstinget. Magten blev delt i tre. Den lovgivende magt fik kongen og Rigsdagen. Den udøvende magt fik kongen, og den dømmende magt fik domstolene. Først i 1901 afgav kongen reelt sin magt.
I begyndelsen var det dog begrænset, hvor mange, der kunne stemme. For at have stemmeret skulle man være mand og over 30 år, der havde egen husstand. Kvinder, tjenestefolk og fattige havde ikke stemmeret.
Den 5. Juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første grundlov.
