LITTERATUR
"Platonisme" af Schack von Staffeldt
Jeg er et afsnit. Klik her for at tilføje din egen tekst eller redigere mig. Det er nemt.
Digtet "Platonisme" er skrevet af Schack von Staffeldt i 1802 og består af fem strofer, der hver især består af seks vers.
Digtet bærer tydelige præg af filosoffen Platons tanker og nyplatonismen, hvilket også skyldes, at Staffeldt var nyplatoniker. Selve digtet tager udgangspunkt i et dualistisk verdenssyn, altså det, at verdenen er delt i to, hvor Platon kaldte det åndelige rige for ideernes verden og det jordiske rige for fænomenernes verden.
I digtet fortæller en mand om sin længsel efter ideernes verden efter, at ’’vi’’ er blevet forvist til den jordiske dimension. Her taler jeg’et direkte til os mennesker om, hvordan han oplever livet på jorden efter forvisningen. Dette ses ved, at der bruges ’’vi’’ og ’’vor’’ i digtet, som er med til at skabe en forbindelse til læseren. Her kalder Platon den længsel, vores jeg-fortæller udtrykker om den helhed, vi mistede, og som han ønsker, for Eros. I nedenstående udsnit fra digtet, kommer Staffeldt syn på livet på jorden tydeligt frem, som er meget karakteristisk for nyplatonismen:
’’Da vor Æt fra Aanders Trængsel,
Srødtes ned i Sanders Fængsel
Mindet af vort Fødeland
Fulgte med til Trællens Stand’’ (strofe 1, vers 1-4)
Her ses livet på jorden som ufuldstændigt, fuld af splittelse og kvaler, og med et konstant minde om ideernes verden, som han kalder vores fødeland, som er fulgt med os til vores slavelignende tilværelse og vilkår på jorden. Derfor prøver han at fastholde den flyvske skønhed. Dette ses i digtet igennem, at Staffeldt især giver vores fantasi en central rolle, da det er igennem vores drømme, kærlighed eller ’’til Daimonens Lyst’’, at digtets fortæller nærmer sig ideernes verden og glemmer livet på jorden, som vi er blevet forvist til, og finder sin trøst. Dog må han i digtet til sidst indse, at hans trøst kun er en illusion, og at han derfor må bruge sin fantasi til at skabe de gode øjeblikke på jorden fx i sine drømme.
Digtet gør også brug af metaforer, hvor to af dem er Sandsers Fængsel og Forviisnings Rige, som begge er en metafor for Jorden. Her er begge disse metaforer meget negativt ladet og viser jeg-fortællerens oplevelse af livet på Jorden. Generelt er ordvalget i digtet meget negativt, eksempelvis Længsel, Varsler, grumt, Daimonens Lyst, falske og Sanders Fængsel. Dette bidrager til, at stemningen i digtet bliver meget dystert og melankolsk. Derudover gør digtet brug af enderim for at opbygge en fast rytme. Rimene fungerer således, at det første, anden og sjette vers rimer, og at det tredje, fjerde og femte vers rimer, altså forstået på den måde at rimet følger A-A-B-B-B-A.
"Danmark, mit Fædreland" af H. C. Andersen
H.C. Andersen skrev digtet "Danmark, mit fædreland" i 1850. Det er et nationalromantisk digt, som senere blevet lavet om til en sang. Diget blev skrevet under indtryk af den første Slesvigske krig, hvor tyskerne gik i krig mod Danmark. Denne krig gjorde, at danskerne fandt deres nationalfølelse, de fandt følelsen af fællesskab og kærlighed til fædrelandet.
H.C. Andersen bruger en malerisk sprog, og der forekommer flere metaforer, dette kan ses i verset: ”Du danske sprog, du er min moders stemme”. Her påpeger han nationalfølelsen ved det danske sprog, som han er stolt af at kunne tale.
Alle stroferne ender med ”Dig elsker jeg – Danmark, mit fædreland”, for at understrege kærligheden til hans nationalitet og land. I digtet nævner H.C. Andersen også guldhornene, hvilket symboliserer vigtige, stolte og historiske kendetegn i Danmark.
"Langt højere bjerge" af Grundtvig
”Langt højere bjerge så vide på jord” er et digt skrevet af N. F. S. Grundtvig fra 1820. Efter stormagtsdrømmene var knust, skrev Grundtvig dette digt som et forsøg på at give det danske folk troen tilbage på sig selv. Digtet erkender nederlagene og roser ikke danskerne til skyerene, f.eks. ”langt højere bjerge så vide på jord man har, end hvor bjerg kun er bakke. Men gerne med slette og grønhøj i Nord vi danemænd tage til takke”. Grundtvig hævder, at vi skal tage takke for det, vi har og ikke kun tænke på det, vi har mistet. I hver eneste strofe erkendes, at andre lande kan fremvise noget, der er langt bedre end vores.
Det første vers i første strofe, ”langt højere bjerge så vide på jord man har, end hvor bjerg kun er bakke” kan symbolisere tabet af Norge oven på Napoleonskrigene, samt i sidste strofe vers 1-2, ”langt mere malmen så hvid og så rød fik andre i bjerg og i bytte” kan symbolisere statsbankerotten, hvor vi mistede vores penge. Digtets budskab er, nok kan vi ikke måles med andre lande, men vores land passer til os og er bedst for os. Det er her, vi har hjemme. Vi holder af vores land, fordi det er vores, og ikke kun ser det for sit objektive og materialistiske.
"Morgenvandring" af Oehlenschläger
Digtet "Morgenvandring" er skrevet af Adam Oehlenschläger i 1805 og består af 12 strofer, som hver især er bygget op af 8 vers. Omdrejningspunktet i digtet er en digter, der er ude at gåtur om morgenen, hvor han først fortaber sig i fortiden og dernæst i naturen.
Digtet starter ud med, at vi får præsenteret digteren, der er ude at gå tur og nyder synet af den smukke uberørte natur. Dernæst i strofe 2, 3 og 4 får digteren øje på en stenhøj. Dette får ham til at tænke tilbage på fortiden, og hvad der måtte have ligget der dengang. I strofe 5 og 6 fortsætter digteren sin vandring og støder på nogle kornblomster. Her starter digteren en samtale med kornblomsterne, hvor han byder dem velkommen igen efter vinteren. I strofe 7, 8 og 9 fortæller kornblomsterne, hvordan deres nuværende situation er, og hvordan deres ’’Ejermand’’, altså bonden, der ejer marken, ikke værdsætter deres skønhed og ser dem som værdiløse. I strofe 10 svarer digteren tilbage på kornblomsternes fortælling. Her fortæller han fortvivlet om menneskets manglende forståelse for at sætte pris på naturen, hvilket han også græmmes over. I de sidste to strofer, 11 og 12, sammenligner digteren kunstnerens rolle i samfundet og sammenligner kornblomsterne med sig selv. Digtet afsluttes med, at digteren kommer til den konklusion, at han og naturen, i dette tilfælde repræsenteret af kornblomsterne, hører sammen. Dette understreges også i digtets to sidste linjer, der lyder således: ’’Saa synge vi Hver vor Skaber glad, En Morgensang’’ (strofe 12, vers 7-8). Her vil de fejre og takke for den helhed naturen og menneskene har sammen med en sang, der vil gøre Gud glad.
Det store fokusområde i digtet er naturens skønhed, som også ses igennem dens fremstilling. I digtets ses naturen som guddommelig og med en helt speciel ophøjet status, som vi mærker igennem Oehlenschlägers ordvalg såsom ’’den hellige Bøgeskov’’ og ’’Overalt havde Flora pyntet ud’’. Desuden møder vi i høj grad også begrebet panteisme i digtet, som betyder, at Gud er i og gennemstrømmer alt fx i naturen, som i dette tilfælde. Dette ses i digtet igennem besjælingen af kornblomsterne, som vi lægger vores sympati hos.
I Oehlenschlägers digt kommer organismetanken også på banen, da digtet behandler det, at verden er et stort kosmos, og at alt hænger sammen, og at denne sammenhæng især var en åbenbaring for kunstnere, som ikke var styret af fornuft, men af fantasien. Dette ses også i digtet ved, at det netop er digteren, der er et af de indsigtsfulde mennesker, der er i stand til at kunne gennemskue og forstå sammenhængen i tilværelsen mellem mennesket og naturen, som har en afgørende betydning.
Digtet gør brug af krydsrim, hvor hver anden linjes sidstes ord i stofferne rimer på hinanden. Dette er med til at skabe rytmen i digtet samt det, at i hvert verst består det første, tredje, femte og syvende vers af fire-fem stavelser, og hvor de resterende består af ni-ti stavelser.